Er det ansvarligt at lade mig blive far?

Jeg tror aldrig, jeg har været så meget på udebane, som i de seneste fire - fem måneder.

Christina er godt i gang med at tage cand.baby. Hun læser og læser, imens jeg roder rundt på 3. klasses-niveau.

Og selv om jeg forsøger, så har jeg meget svært ved at skjule min uvidenhed.

Jeg faldt helt igennem under nakkefoldsscanningen. Imens vi sad og måbede over den bette, som hoppede rundt på skærmen foran os, fablede sygeplejersken løs om livmoder og fostervand.

Den greb jeg. Nu stiller jeg lige et spørgsmål, så jeg viser, at det her interesserer mig, tænkte jeg.

- Hvordan kan den trække vejret under vand?

(Indrømmet: Det var det ikke mit livs skarpeste øjeblik)

Sygeplejersken kiggede vantro på mig og svarede.

- Jamen, det gør den da ikke.

Det svar var i første omgang ved at få min 3. klasses-hjerne til at eksplodere med opklarende spørgsmål:

- Er det normalt?

- Jamen hvordan kan den så leve?

- Har den gæller?

Heldigvis holdt jeg min kæft. Men jeg er sikker på, at sygeplejersken ringede til de sociale myndigheder i det sekund, vi forlod afdelingen.

For det kan umuligt være sikkert, at lade så blank en fyr blive far. Og selv om jeg fortsat har troen på, at jeg sikkert lærer det hen ad vejen, så har min uvidenhed overrasket selv mig.

Rent ud sagt får det mig ind imellem til at frygte for Majas sikkerhed. Jeg begynder egentligt at tvivle på, om det er en god ide, at jeg holder min barsel alene (læs: uden opsyn).

Har jeg altid været så klam?

Jeg har flere gange den seneste tid oplevet at vågne midt om natten alene i vores seng. Men det er ikke, fordi jeg snorker, at min gravide kæreste flygter ud af vores soveværelse.

Nej, jeg udsender tilsyneladende en kropslugt, der er så skarp, at den er fuldstændig umulig at dele seng med. (Og her vil jeg da godt lige sige respekt for, at Christina selv hopper ind på sofaen, i stedet for at lade mig gå den tunge gang.)

Desværre er det ikke kun om natten, at min dunst er blevet et problem. Hvis jeg spiser løg eller min yndlings-hotsauce, som jeg før i tiden smed på alt fra koldskål til rullepølse, så kan jeg være sikker på, at der ikke bliver noget hanki panki den aften og måske heller ikke den følgende aften. For jeg suger tilsyneladende lugte til mig i en grad, så jeg kan stinke i dagevis.

Værst er det, hvis jeg har nydt et bette glas alkohol. Før i tiden når jeg kom bankelam hjem fra en ordentlig tur i hegnet, påtalte Christina da, at jeg ikke duftede specielt charmerende.

To af Christinas dødsfjender.

Men nu skal jeg bare sippe til et glas cider (den slags har gravide i deres køleskab), og så lugter jeg som Flaske-Hans ned fra Hjorten i flere dage efterfølgende.

Nu vil jeg meget nødig undvære løg, hvidløg, chili og alkohol. Derfor har jeg forsøgt at imødegå min kærestes forfinede lugtesans på forskellig vis.

For eksempel stod jeg for nylig i køen i Kvickly, da jeg så min arm række modvilligt ud efter en pakke mint-pastiller. Jeg var gået fra kommende far til farfar, imens pastillerne raslede i min lomme på vej hjem. Spændt på deres effekt gav jeg kæresten et stort kys, da jeg kom ind ad døren.

- Hvad er det du lugter af? Blev der spurgt og ikke på den gode måde.

Nu skrev jeg godt nok, at Christinas lugt-smertegrænse var højere, før hun blev gravid. Men sandheden er jo, at hun også dengang påtalte min odor fra tid til anden.

Så jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om jeg altid har lugtet?

Er det i virkeligheden bare først nu, hvor min kærestes hormoner raser, at jeg er gået fra almindelig ulækker til ubærligt klam?

Den 29. oktober får Benjamin Button en dansk søster

Benjamin Button...

Vi skal så være forældre til Benjamin Buttons creepy søster! Forklaring:

Hollywood er kommet pænt langt med det der 3D. Så når en sygeplejerske spørger, om ikke hun må teste sine nye evner inden for 3D-scanning på Christinas mave, tænker man ikke to gange. Ja for fanden lad os da gå Avatar på den bette.

Men det danske sundhedsvæsen har tilsyneladende ikke helt det samme udstyr til rådighed som James Cameron

... og hans danske søster Maja

I hvert fald står vi nu med en røvfuld billeder af et barn, der minder umiskendeligt om den skrækunge, som kommer til verden i starten af The Curious Case of Benjamin Button.

Jeg er meget glad for, at misdannelsesscanningen viste, at alt er godt, for jeg synes sgu, at de her billeder fortæller en lidt anden historie.

Verdens længste post – men så er du opdateret

Og så må vi hellere lige få bragt dig – læseren - up to date. For selv om jeg først starter med at blogge nu, så er Christina ved at være i 21. uge (tror jeg nok).

Før i tiden brugte jeg måneder for at tidsangive perioder af længere varighed, men når man venter sig, er uger åbenbart det eneste, folk forstår.

Men for at starte fra begyndelsen. Den 25. Februar røvtidligt om morgenen landede jeg med fly i Kastrup – jeg havde været fem dage i Washington for at arbejde.

Jeg var godt smadret, da jeg sparkede døren op til vores lejlighed på Nørrebro, og så min kæreste stå og kigge lidt omtumlet på mig.

- Jeg tror jeg er gravid…

Farvel jetlag!

Vi havde prøvet en enkelt gang, men havde konstateret, at vi vist ikke havde haft helt styr på det der med ægløsningen. Så vi var blevet enige om, at det nok ikke var lykkes denne gang.

Tvivlen fik min hjerne til at gå i journalist-mode.

- Du tror, du er gravid. Hvad bygger du det på? Spurgte jeg, som var min kæreste en politiker, jeg godt lige ville have til at dokumentere en eller anden løs påstand.

En graviditetstest med to streger må siges at være rimelig god dokumentation. Og så smuttede kæresten ellers på arbejde, imens jeg de næste tre timer forgæves forsøgte at indhente lidt af den søvn, som jeg havde misset på flyet.

To streger betyder baby. Dem tog Christina en del af uden,
at jeg var overbevist.

De følgende uger fattede jeg ikke, hvad der foregik omkring mig.

Christina fastholdt godt nok hårdnakket, at hun var gravid og fire graviditetstest bakkede hende op.

Men der skal mere til at overbevise mig. Inden man kan se det eller en læge har sagt ”ja du er gravid”, så tror jeg ikke på det.

Det er faktisk pisseirriterende, at man ikke kan få den der bekræftelse, når man har brug for den. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville med, da Christina skulle til sit første graviditets-besøg hos sin læge.

Men lægen tog ingen prøver, lyttede ikke på hjertelyde, ikke engang maven ville hun røre ved. Hun købte bare helt ukritisk vores fuldstændigt utroværdige historie om, at Christina var gravid.

Først efter 13 uger (3 måneder) fik jeg endelig syn for sagen. Her var vi til nakkefoldsscanning. På skærmen dukkede et meget livligt foster helt tydeligt op og i et par minutter kunne jeg slappe af. Så kom ordene fra sygeplejersken.

- Jeg tjekker lige, om der er en til…

Hov hør stop lige! Altså vi er enige om, at der kun er en baby oppe på den der skærm. Det troede jeg betød, at vi var enige om, at der kun er en!

Efter en otte – ni timers søgen (måske var det kun 30 sekunder) lød meldingen, at vi måtte nøjes med en unge i denne omgang. 

Scanningen viste at fosteret var helt normalt og havde
minimal risiko for down syndrom.

Jeg har vist været inde på det, men min kæreste og jeg er ekstremt forskellige. Jeg tager det her med at blive forældre lidt roligt og tænker, at vi nok lærer det hen ad vejen, imens Christina gerne vil være baby-ekspert fra dag 1.

En dag hvor hun sikkert var i gang med at google de bedste ergonomiske stillinger for en sovende baby, blev det for meget for mig.

- Har du tænkt dig at gå på nettet, hver gang du skal vælge, hvilken farve strømper ungen skal have på? Lød mit (indrømmet) lidt provokerende spørgsmål.

Det førte til vores hidtil eneste skænderi om babyer. Men et eller andet sted er jeg sikker på, at lige præcis Christinas powerresearch kontra min totale ligegyldighed kommer til at lægge grund for en del diskussioner fremover. Stay tuned!

Efter tyve uger skal man til misdannelsesscanning, men for os (og nok de fleste andre vordende forældre) handler det lige så meget om kønnet, det kan man nemlig typisk se til denne scanning.

Jeg er ikke særlig original, så jeg ville gerne have en dreng og Christina er lige så kedelig, så hun håbede på en pige.

Men egentligt tror jeg ikke, at det var så vigtigt for os, hvad det blev. Det spændende ligger i, at kønnet jo på mange måder også bestemmer, hvordan fremtiden kommer til at forme sig.

Derfor var det en meget stor ting for os at få at vide, hvad der ventede os. Og derfor er det en smule demotiverende, når meldingen kommer fra en gammel og grå sygeplejerske, der i en bisætning midt imellem scanning af indre organer og knogler sige ”og det er et pigefoster”…

Hun kunne lige så godt have råbt et nummer op til banko - meldingen kom med cirka samme ligegyldighed.

Jeg er mildest talt ikke et væsen, der begejstres af ret mange ting her i livet, men der kunne jeg sgu godt have brugt en fanfare.

Og så er vi nået frem til de sidste par dage, hvor bettepigen, som kommer til at hedde Maja, er begyndt at sparke. Og ja jeg har mærket det, og ja det var fantastisk…

Men jeg stopper nu. Denne her post er blevet alt for lang, men nu ved du lidt om, hvad der er foregået de seneste mange uger (4 måneder). Kommende posts bliver ikke så lange – det lover jeg.

For fanden da - jeg skal være far!

Jeg har besluttet at starte en hamrende uoriginal blog. Der er sandsynligvis en million af dem, og min kommer helt sikkert ikke til at skille sig ud.

Men når man er journalist og støder på et tilsyneladende uudtømmeligt emne, så har man ikke noget valg: Skidtet skal ned på papir – eller i dette tilfælde på blog.

Som journalist er jeg vant til at stille spørgsmål til stort set alt. Men mandag den 25. februar i år fandt jeg ud af, at jeg skal være far, og så begyndte nogle for mig helt nye spørgsmål at blive stillet.

• -       Hvad er den bedste seng for den lille ny?
• -       Behøver en nyfødt en flyverdragt?
• -       Kan vi leve med en barnevogn, der ikke har et net, hvor man kan lægge sine indkøb?
• -       Er jeg en dårlig far, fordi jeg er rystende ligeglad?

Ja, for spørgsmålene (på nær det sidste) er min kærestes. Hun farer rundt og bygger redde, trawler den blå avis og læser om best baby-practice, imens jeg står lidt fortumlet på sidelinjen og følger forvirret med i, hvordan det her nye og tilsyneladende fantastiske kapitel i mit liv tager sin begyndelse.

Sådan tror jeg, mange mænd har det under graviditeten, og jeg er ret sikker på, at jeg i den kommende tid vil løbe ind i en masse situationer, frustrationer og spørgsmål, som millioner af mænd før mig har tumlet med. Men det skal ikke afholde mig fra at skrive om det.

Så velkommen til min superligegyldige og dybt uoriginale blog – vi skal nok få det sjovt!