søndag den 16. juni 2013

For fanden da - jeg skal være far!

Jeg har besluttet at starte en hamrende uoriginal blog. Der er sandsynligvis en million af dem, og min kommer helt sikkert ikke til at skille sig ud.
Men når man er journalist og støder på et tilsyneladende uudtømmeligt emne, så har man ikke noget valg: Skidtet skal ned på papir – eller i dette tilfælde på blog.

Som journalist er jeg vant til at stille spørgsmål til stort set alt. Men mandag den 25. februar i år fandt jeg ud af, at jeg skal være far, og så begyndte nogle for mig helt nye spørgsmål at blive stillet.

  • -       Hvad er den bedste seng for den lille ny?
  • -       Behøver en nyfødt en flyverdragt?
  • -       Kan vi leve med en barnevogn, der ikke har et net, hvor man kan lægge sine indkøb?
  • -       Er jeg en dårlig far, fordi jeg er rystende ligeglad?


Ja, for spørgsmålene (på nær det sidste) er min kærestes. Hun farer rundt og bygger redde, trawler den blå avis og læser om best baby-practice, imens jeg står lidt fortumlet på sidelinjen og følger forvirret med i, hvordan det her nye og tilsyneladende fantastiske kapitel i mit liv tager sin begyndelse.

Sådan tror jeg, mange mænd har det under graviditeten, og jeg er ret sikker på, at jeg i den kommende tid vil løbe ind i en masse situationer, frustrationer og spørgsmål, som millioner af mænd før mig har tumlet med. Men det skal ikke afholde mig fra at skrive om det.


Så velkommen til min superligegyldige og dybt uoriginale blog – vi skal nok få det sjovt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar