Jeg har flere gange den seneste tid oplevet at
vågne midt om natten alene i vores seng. Men det er ikke, fordi jeg snorker, at
min gravide kæreste flygter ud af vores soveværelse.
Nej, jeg udsender tilsyneladende en kropslugt,
der er så skarp, at den er fuldstændig umulig at dele seng med. (Og her vil jeg
da godt lige sige respekt for, at Christina selv hopper ind på sofaen, i stedet
for at lade mig gå den tunge gang.)
Desværre er det ikke kun om natten, at min
dunst er blevet et problem. Hvis jeg spiser løg eller min yndlings-hotsauce,
som jeg før i tiden smed på alt fra koldskål til rullepølse, så kan jeg være
sikker på, at der ikke bliver noget hanki panki den aften og måske heller ikke den
følgende aften. For jeg suger tilsyneladende lugte til mig i en grad, så jeg kan
stinke i dagevis.
Værst er det, hvis jeg har nydt et bette glas
alkohol. Før i tiden når jeg kom bankelam hjem fra en ordentlig tur i hegnet,
påtalte Christina da, at jeg ikke duftede specielt charmerende.
![]() |
| To af Christinas dødsfjender. |
Men nu skal jeg bare sippe til et glas cider
(den slags har gravide i deres køleskab), og så lugter jeg som Flaske-Hans ned
fra Hjorten i flere dage efterfølgende.
Nu vil jeg meget nødig undvære løg, hvidløg,
chili og alkohol. Derfor har jeg forsøgt at imødegå min kærestes forfinede
lugtesans på forskellig vis.
For eksempel stod jeg for nylig i køen i
Kvickly, da jeg så min arm række modvilligt ud efter en pakke mint-pastiller.
Jeg var gået fra kommende far til farfar, imens pastillerne raslede i min lomme
på vej hjem. Spændt på deres effekt gav jeg kæresten et stort kys, da jeg kom
ind ad døren.
- Hvad er det du lugter af? Blev der spurgt og
ikke på den gode måde.
Nu skrev jeg godt nok, at Christinas lugt-smertegrænse
var højere, før hun blev gravid. Men sandheden er jo, at hun også dengang
påtalte min odor fra tid til anden.
Så jeg kan ikke lade være med at spekulere på,
om jeg altid har lugtet?
Er det i virkeligheden bare først nu, hvor min
kærestes hormoner raser, at jeg er gået fra almindelig ulækker til ubærligt
klam?

Ingen kommentarer:
Send en kommentar