Jeg tror aldrig, jeg har været så meget på
udebane, som i de seneste fire - fem måneder.
Christina er godt i gang med at tage cand.baby.
Hun læser og læser, imens jeg roder rundt på 3. klasses-niveau.
Og selv om jeg forsøger, så har jeg meget
svært ved at skjule min uvidenhed.
Jeg faldt helt igennem under
nakkefoldsscanningen. Imens vi sad og måbede over den bette, som hoppede rundt
på skærmen foran os, fablede sygeplejersken løs om livmoder og fostervand.
Den greb jeg. Nu stiller jeg lige et
spørgsmål, så jeg viser, at det her interesserer mig, tænkte jeg.
- Hvordan kan den trække vejret under vand?
(Indrømmet: Det var det ikke mit livs
skarpeste øjeblik)
Sygeplejersken kiggede vantro på mig og
svarede.
- Jamen, det gør den da ikke.
Det svar var i første omgang ved at få min 3. klasses-hjerne
til at eksplodere med opklarende spørgsmål:
- Er det normalt?
- Jamen hvordan kan den så leve?
- Har den gæller?
Heldigvis holdt jeg min kæft. Men jeg er
sikker på, at sygeplejersken ringede til de sociale myndigheder i det sekund, vi
forlod afdelingen.
For det kan umuligt være sikkert, at lade så
blank en fyr blive far. Og selv om jeg fortsat har troen på, at jeg sikkert
lærer det hen ad vejen, så har min uvidenhed overrasket selv mig.
Rent ud sagt får det mig ind imellem til at
frygte for Majas sikkerhed. Jeg begynder egentligt at tvivle på, om det er en
god ide, at jeg holder min barsel alene (læs: uden opsyn).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar