Verdens længste post – men så er du opdateret

Og så må vi hellere lige få bragt dig – læseren - up to date. For selv om jeg først starter med at blogge nu, så er Christina ved at være i 21. uge (tror jeg nok).

Før i tiden brugte jeg måneder for at tidsangive perioder af længere varighed, men når man venter sig, er uger åbenbart det eneste, folk forstår.

Men for at starte fra begyndelsen. Den 25. Februar røvtidligt om morgenen landede jeg med fly i Kastrup – jeg havde været fem dage i Washington for at arbejde.

Jeg var godt smadret, da jeg sparkede døren op til vores lejlighed på Nørrebro, og så min kæreste stå og kigge lidt omtumlet på mig.

- Jeg tror jeg er gravid…

Farvel jetlag!

Vi havde prøvet en enkelt gang, men havde konstateret, at vi vist ikke havde haft helt styr på det der med ægløsningen. Så vi var blevet enige om, at det nok ikke var lykkes denne gang.

Tvivlen fik min hjerne til at gå i journalist-mode.

- Du tror, du er gravid. Hvad bygger du det på? Spurgte jeg, som var min kæreste en politiker, jeg godt lige ville have til at dokumentere en eller anden løs påstand.

En graviditetstest med to streger må siges at være rimelig god dokumentation. Og så smuttede kæresten ellers på arbejde, imens jeg de næste tre timer forgæves forsøgte at indhente lidt af den søvn, som jeg havde misset på flyet.

To streger betyder baby. Dem tog Christina en del af uden,
at jeg var overbevist.

De følgende uger fattede jeg ikke, hvad der foregik omkring mig.

Christina fastholdt godt nok hårdnakket, at hun var gravid og fire graviditetstest bakkede hende op.

Men der skal mere til at overbevise mig. Inden man kan se det eller en læge har sagt ”ja du er gravid”, så tror jeg ikke på det.

Det er faktisk pisseirriterende, at man ikke kan få den der bekræftelse, når man har brug for den. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville med, da Christina skulle til sit første graviditets-besøg hos sin læge.

Men lægen tog ingen prøver, lyttede ikke på hjertelyde, ikke engang maven ville hun røre ved. Hun købte bare helt ukritisk vores fuldstændigt utroværdige historie om, at Christina var gravid.

Først efter 13 uger (3 måneder) fik jeg endelig syn for sagen. Her var vi til nakkefoldsscanning. På skærmen dukkede et meget livligt foster helt tydeligt op og i et par minutter kunne jeg slappe af. Så kom ordene fra sygeplejersken.

- Jeg tjekker lige, om der er en til…

Hov hør stop lige! Altså vi er enige om, at der kun er en baby oppe på den der skærm. Det troede jeg betød, at vi var enige om, at der kun er en!

Efter en otte – ni timers søgen (måske var det kun 30 sekunder) lød meldingen, at vi måtte nøjes med en unge i denne omgang. 

Scanningen viste at fosteret var helt normalt og havde
minimal risiko for down syndrom.

Jeg har vist været inde på det, men min kæreste og jeg er ekstremt forskellige. Jeg tager det her med at blive forældre lidt roligt og tænker, at vi nok lærer det hen ad vejen, imens Christina gerne vil være baby-ekspert fra dag 1.

En dag hvor hun sikkert var i gang med at google de bedste ergonomiske stillinger for en sovende baby, blev det for meget for mig.

- Har du tænkt dig at gå på nettet, hver gang du skal vælge, hvilken farve strømper ungen skal have på? Lød mit (indrømmet) lidt provokerende spørgsmål.

Det førte til vores hidtil eneste skænderi om babyer. Men et eller andet sted er jeg sikker på, at lige præcis Christinas powerresearch kontra min totale ligegyldighed kommer til at lægge grund for en del diskussioner fremover. Stay tuned!

Efter tyve uger skal man til misdannelsesscanning, men for os (og nok de fleste andre vordende forældre) handler det lige så meget om kønnet, det kan man nemlig typisk se til denne scanning.

Jeg er ikke særlig original, så jeg ville gerne have en dreng og Christina er lige så kedelig, så hun håbede på en pige.

Men egentligt tror jeg ikke, at det var så vigtigt for os, hvad det blev. Det spændende ligger i, at kønnet jo på mange måder også bestemmer, hvordan fremtiden kommer til at forme sig.

Derfor var det en meget stor ting for os at få at vide, hvad der ventede os. Og derfor er det en smule demotiverende, når meldingen kommer fra en gammel og grå sygeplejerske, der i en bisætning midt imellem scanning af indre organer og knogler sige ”og det er et pigefoster”…

Hun kunne lige så godt have råbt et nummer op til banko - meldingen kom med cirka samme ligegyldighed.

Jeg er mildest talt ikke et væsen, der begejstres af ret mange ting her i livet, men der kunne jeg sgu godt have brugt en fanfare.

Og så er vi nået frem til de sidste par dage, hvor bettepigen, som kommer til at hedde Maja, er begyndt at sparke. Og ja jeg har mærket det, og ja det var fantastisk…

Men jeg stopper nu. Denne her post er blevet alt for lang, men nu ved du lidt om, hvad der er foregået de seneste mange uger (4 måneder). Kommende posts bliver ikke så lange – det lover jeg.